Myndighedsnyt
På det seneste har såvel Færdselsstyrelsen som Motorstyrelsen udgivet en række relevante nyheder og opdateringer. Vi vil her give en overordnet beskrivelse af nyhederne fra de to styrelser. Finder du at det beskrevne er relevant i forhold til din situation, vil du kunne finde mere information på styrelsernes respektive hjemmesider.
Færdselsstyrelsen:
Synsvejledningen
VOSAK er styrelsens Vejledning om syn af køretøjer, der er udkommet i en opdateret version, der trådte i kraft den 1. juli. Vi har fundet en del ændringer med relevans for veterankøretøjer og youngtimers:
- Komponenter til bremser og udstødning behøver ikke længere være E-godkendte, såfremt køretøjer er 20 år eller ældre.
- Den tidligere brugte faste sammenkobling af en bestemt bil og et specifikt påhængskøretøj, er blevet en brugerbestemmelse, hvor efter alle sammenkoblinger i princippet nu er synsfri sammenkobling.
- ”Hjemmesvejsede” fælge, typisk brede stålfælge, kan ikke længere godkendes, medmindre disse er fabrikeret af en egentlig fælgfabrikant, der har produceret minimum 200 fælge.
- Den forenklede praksis, hvorefter man ikke behøver en dataerklæring, hvis køretøjet har været indregistreret i et EU-land i minimum 3 måneder, er udvidet til også at gælde import fra Færøerne og Storbritannien.
- Afsnittet om ombyggede biler og MC er flyttet til et nyt bilag 2. Her skal man være opmærksom på at det betragtes som en konstruktiv ændring, hvis motorens indsugnings- og udstødningsværdier og tolerancer, justeres uden for fabriksindstillingerne. Det samme gælder indstillingsværdierne for styreapparat og bremser.
- Der er blevet indført en beskrivelse af en godkendelsesprocedure for eftermontering af elektrisk servostyring på ældre biler.
Smil til din synshal
Den længe ventede app, synshallerne skal bruge for at fotodokumentere start og sluttidspunkt for besøget i synshallen, er nu klar. Det nye tiltag skal tage hånd om de såkaldte SMS-syn, der kom frem sidste år. Per 1. januar 2025 vil man blive mødt af synspersonalets mobiltelefon ved ankomsten
Motorstyrelsen:
Kørte kilometer og værdigrundlaget
Landsskatteretten har i tre tilfælde underkendt Motorstyrelsens procedure om regulering af et køretøjs værdigrundlag ud fra de kilometer køretøjet er opgivet til at have kørt ved importtidspunktet. Det har fået Motorstyrelsen til at udsende et styresignal, der beskriver en ny proces, hvor man skal tage udgangspunkt i et norm-kilometertal.
Lavere gebyr ved eksportgodtgørelse
Motorstyrelsen har været så effektive i sagsbehandlingen af anmodninger om eksportgodtgørelse, at man har valgt at nedsætte gebyret fra de hidtidige kr. 2.350, til kr. 2.250 per køretøj. Det skal her nævnes at eksportgodtgørelsen i sig selv er der ikke ændret ved, den gælder fortsat kun køretøjer nyere end 35 år.
Registrering af din bils brugere
Per 1. juli træder nye regler i kraft, der skal præcisere brugerbegrebet. Fra denne dato skal alle registreres, der har fysisk eller juridisk råderet over et køretøj. Hovedreglen er, at den, der har den fulde eller overvejende fysiske råderet over køretøjet, skal registreres som primær bruger, og at øvrige brugere registreres som sekundære brugere. De nye regler handler både om leasing, om virksomheder med ansattes råderet over firmabilen, og om personerne i husstanden.
Reglerne handler overordnet om hvorvidt deres rådighed over køretøjet har en fast og varig karakter, eller om der kun er tale om lejlighedsvist lån. Som tommelfingerregel vil der ikke være tale om rådighed af fast karakter, hvis man skal spørge, før man bruger køretøjet.
Frem til 31. december i år, kan ændringer af brugere registreres gebyrfrit via en formular, man kan finde på Motorstyrelsens hjemmeside.
Johnny B. Rasmussen
Sekretariatsleder
|