|
2-generations køredag - søndag 21. juni 2026
En af mine yndlingsfilm er Olsen-Banden i Jylland. Og især scenerne hos Mads Femøre og Betterøv. Et sted står de tre “helte” bag deres Citroën HY og henne under pressen står en dejlig Austin A35 fra midt i 50’erne. Pludselig lyder der et brag, og den lille Austin er flad som en pandekage. Senere kommer turen til HY’eren og til sidst den gule Porsche 356.
Og hvorfor så denne drabelige indledning? Simpelthen fordi det er sådan, det kommer til at foregå med vores dejlige køretøjer, hvis vi ikke sørger for at give stafetten (læs: bilnøglerne eller motorcykelditto videre). Jeg har ved hver given lejlighed utvetydigt givet udtryk for til alle dem, der gider at høre - og også til dem, der ikke gider – hvor vigtigt det er, at vi bliver nødt til at sørge for, at nogen vil tage arven efter os, som i dag er i tusmørkealderen.
Nogle få klubber har heldigvis set skriften på væggen, ofte aktualiseret af hyppigere og hyppigere begravelser blandt klubmedlemmerne, så her har man åbnet for både et youngtimersegment og giver samtidig unge mennesker en mulighed for - til at begynde med – at få en køretur i en ældre bil, så man kan fascineres af lyd, lugt (duft), og den ofte simple teknik. For hvad sker der, når vi ikke er der mere og glædes over vores køretøj eller køretøjer?
Enken, børn og måske børnebørn står tilbage og aner ikke deres levende råd, hvad de skal gøre med bilen eller motorcyklen for ikke at tale om en mængde uerstattelige reservedele, som ligger på hylderne. Reservedele, som med et slag i princippet bliver værdiløse – og blot bliver kørt i skrot. Og det samme gælder køretøjerne. Og så er vi tilbage ved Mads Femøre og Betterøv. For sådan må det ikke gå med VORES køretøjer. Det er vores simple pligt at sørge for, at der er nogen, der vil føre fascinationen af vores klassiske- eller veterankøretøjer videre. For det er jo netop vores rullende kulturarv.
Vi vil skabe en drøm om at eje
Baggrunden for initiativet til 2-generationskøredagen er ønsket om at inspirere næste generation til interessen for klassiske- eller veterankøretøjer.
Mange køretøjsejere fik engang deres interesse, fordi de som unge så et bestemt køretøj, der skabte en drøm om en dag selv at eje netop sådan en. 2-generationskøredagen skal bidrage til at vække den samme interesse og nysgerrighed hos yngre generationer, så fascinationen for de klassiske og veterankøretøjerne kan føres videre.
Motorhistorisk Samråd tager pulsen på livet i klubberne, og vi mærker, at flere klubber ønsker at involvere flere generationer. Derfor har to af Samrådets bestyrelsesmedlemmer Finn Pedersen, som også er formand for MG Car Club, samt Ena Frandsen, som også er formand for Rootes Danmark, i netværket for engelske bilmærkeklubber, taget initiativet til at arrangere en landsdækkende 2 generationers køredag. Ideen til en 2-generationskøredag er opstået som et ønske om at udbrede initiativet til hele landet. Netværket har derfor henvendt sig til Motorhistorisk Samråd (MhS) med henblik på at forankre dagen her, så den forhåbentlig kan udvikle sig til en national 2-generationskøredag.
Vi håber, at mange vil deltage og være med til at gøre dagen til en hyggelig oplevelse for både nuværende og kommende generationer af entusiaster.
Et program for dagen
- Et forslag til en ramme for dagen kunne være at mødes kl. 10.00, hvor der er mulighed for uformel snak og at se på bilerne, inden køreturen starter.
- Turen kan eventuelt indeholde små opgaver undervejs eller blot være en hyggelig køretur med et par gode stops.
- Turen kan afsluttes omkring kl. 13.00, hvor deltagerne kan spise medbragte madpakker.
For at lette klubbens arrangør, kan du rekvirere et tekstforslag til en invitation, som kan sendes til klubbens medlemmer.
Tilmelding til at arrangere
Vi vil gerne modtage en tilbagemelding på mail til controller@motorhistorisk.dk eller fp@motorhistorisk.dk snarest muligt og senest den 5. juni 2026 om, hvorvidt jeres klub ønsker at arrangere en køretur.
Hvad forventer vi af din klub
Hvis jeres klub ønsker at deltage, forventer vi, at klubben arrangerer en tur og inviterer egne medlemmer. Derudover beder vi om, at klubben giver MhS besked om mødested og tidspunkt, så vi kan skabe et samlet overblik over arrangementerne og formidle fælles information til pressen og andre medier.
Vi håber, at mange vil deltage og være med til at gøre dagen til en hyggelig og inspirerende oplevelse for nuværende og kommende generationer.
Følg med
Hvem arrangerer en tur i mit nærområde? Hvor kan jeg køre hen og være med? Via Motorhistorisk Samråds hjemmeside, på www.motorhistorisk.dk/2-generationer-koeredag, vil vi løbende opdatere med information og nærmere detaljer om dagens forløb. Det er vigtigt, at vi får så megen omtale som muligt for at gøre dagen til en succes, som kan følges op de kommende år.
Derfor slut gerne op om det landsdækkende arrangement.
Det skulle jo nødigt ende med vores dejlige køretøjer, som det gjorde hos Mads Femøre og Betterøv.
Steen Rode-Møller
Formand
|